En stor samling uvurderlige mønter fra romertiden er blevet udgravet i oldtidsbyen Aizanoi i det vestlige Tyrkiet.
“Det er 651 sølvmønter fra kejser Augustus’s tid, og de udgør en meget speciel og unik samling,” forklarede professor ved Pamukkale Universitet, seniorarkæolog Elif Özer til Anadolu Agency. Özer, der leder udgravningen, fortalte at mønterne blev fundet i en gammel kande.
I 2011 overtog et tyrkisk hold arkæologer udgravningerne i Aizanoi, der er beliggende i Kutahya-provinsen. Oldtidsbyen kan sammenlignes med den berømte gamle by Efesos.
Aizanoi har ligeledes Anatoliens bedst bevarede tempel, bygget til ære for den græske gud Zeus. Templet blev i 2012 udset til at indgå i UNESCO’s liste over verdensarv.
Af mønterne er 439 romerske sølvdenarer og 212 er cistophor-mønter fra den antikke græske by Pergamom. Özer fortalte at hendes team ønsker at udbrede kendskabet til samlingen gennem tidsskriftsartikler og bøger både på tyrkisk og engelsk. Samlingen udstilles i øjeblikket på det anatolske museum i Ankara.