40 livstidsdomme + 1300 år for angreb på natklub i Istanbul

Den mand, der nytårsaften 2016 dræbte 39 mennesker på en natklub i Istanbul, er blevet idømt 40 livstidsdomme samt mere end 1.300 års fængsel.

En domstol i Istanbul har dømt Abdulkadir Masharipov 40 livstidsdomme for overtrædelse af forfatningen og overlagt drab på 39 mennesker, herunder en politibetjent.

Masharipov, der er usbekisk statsborger, blev også dømt til 1.368 års fængsel for mordforsøg på 79 mennesker og for overtrædelse af våbenloven.

Retten dømte også Ilyas Mamasaripov, der var sigtet for at være medskyldig i planlægningen af angrebet, til 1.432 års fængsel for blandt andet at have hjulpet Masharipov i forbindelse med drabene og mordforsøgene.

Angrebet fandt sted tidligt den 1. januar 2017 under en nytårsfest på natklubben Reina i Ortakoy-området i Istanbul. Blandt de 39 dræbte var 27 udlændinge. Yderligere 79 mennesker blev såret.

Masharipov, der var 34 på gerningstidspunktet, blev arresteret i boligområdet Esenyurt i Istanbul efter 17 dages intensiv jagt.

Skriv et svar