Tyrkiske forskere planlægger at indarbejde genetisk materiale fra antarktisk hårgræs i hvedeplanter for at gøre dem resistente over for ekstremt tørre og salte miljøer. Et tyrkisk forskerhold tilbragte 30 dage i Antarktis i februar 2019 som led i den nationale antarktiske videnskabsekspedition, der bl.a. er støttet af den tyrkiske regering og Polarforskningsinstituttet ved Istanbuls tekniske universitet.
Under ekspeditionen samlede forskerholdet antarktiske græsplanter fra otte forskellige steder, og samlingen er blevet opbevaret i et beskyttende miljø siden holdet kom tilbage. “Planterne har været i sund vækst i de sidste to år. Samtidig indsamlede vi deres frø og foretog studier af vævskulturerne,” forklarede Zahide Neslihan Ozturk Gokce fra Fakultetet for Landbrugsvidenskab og Teknologi ved Omer Halisdemir Universitet. Hun tilføjede at der blev lavet forsøg med at bruge planterne i et koldt miljø, og at planterne fortsatte med at vokse, når de blev sat et koldt sted uden sollys.
Gokce fortalte, at antarktisk hårgræs er en slægtning til nogle arter af byg og hvede. Planten trives i de mest næringsfattige, tørre og salte miljøer på grund af den store mængde havvand i Antarktis. Forskerne forsøger at videregive denne egenskab til landbrugsplanter ved at bruge DNA fra hårgræsset i hvedeplanter.
“I fremtidige projekter er det ideen at opnå såkaldte transgene planter, der ikke giver lavere udbytte selv ved vandmangel på grund af klimaændringer,” sagde Gokce.
I april 2016 var det første tyrkiske hold af forskere – herunder læger, botanikere, geologer og oceanografer fra syv universiteter – i Antarktis for at undersøge konsekvenserne af klimaændringer. Antarktis, der er det koldeste kontinent på jorden, har fungeret som videnskabelig forskningszone siden underskrivelsen af Antarktis-traktaten i 1959, der forpligtede landene til kun at benytte kontinentet til fredelige formål.